De fleste af os har nok et relativt sundt og næstekærligt forhold til løbere: de er langtrækkende og kan være uhyggeligt stærke i det åbne - hvor ofte har man ikke set en angribende løber være langt stærkere end et forsvarende tårn for eksempel? Eller hvordan en fianchetteret løber efter nogle afbytninger i centrum får så meget luft, at den kan afgøre partiet? Desuden er det rent æstetisk en smuk brik (er der nogen, der tænker fallos? nej, ok ... ), og så er der det her med, at "løberparret" er noget ganske særligt (hvilket jo i mange tilfælde er rigtigt).
Tro mig: jeg har virkelig svært ved at bytte en løber for en springer, hvis ikke det er absolut nødvendigt, for min gamle skaktræner står med en løftet pegefinger og rynkede bryn et sted i underbevidstheden. Og der kan han godt blive stående et par dage, hvis det skal være, så det har sine omkostninger at forbryde sig mod sin barnetro.
Noget anderledes er det med springere. Deres bane på brættet er sværere at beregne, forudse og dermed tage højde for. Desuden er de nødt til at være tilstede midt i kampens hede; de kan ikke stå nede på b2 og være med til at sætte mat på g7. Så her er der vel mere tale om et had-kærlighedsforhold. Hos nogle måske direkte afsky: de springere skal bare af brættet så hurtigt som muligt!
Så slemt er det ikke for mig, men jeg tænker mig sjældent om to gange, hvis jeg kan få lov til at slå en løber med min springer i almindeligt åbent spil.
På det seneste har jeg været involveret i eller overværet nogle partier, hvor springeren virkelig får vist sit værd i forskellige situationer. Senest i RM 2013, hvor jeg i mit første parti med sort mod Thomas Bauder Jensen udfører 12 af 21 træk med mine springere. 9 af dem med samme springer! Det sidste er 21. -, Sd2+, og hvid giver op.
Hvid taber en kvalitet.
Læg i øvrigt mærke til, hvordan hvids løberpar putter sig lidt på f2 og g2, men hvor stærke de kan blive efter få afbytninger og fremstødet e5 eller f5. Jeg har byttet min stærke løber på g7 med en springer i centrum for igen: hvor dum ville Lg7 se ud efter et hvidt e5?
Sc6 har været på b4, men springeren på d2 kommer altså fra g8 via f6-d5-b6-a4-c5-d3-e5-c4! Le6 har kun været rørt den ene gang, og den er med til at afgøre partiet pga truslen Lb3.
I Forårsturneringen spillede jeg Kongeindisk i Forhånden (en åbning, hvor man typisk vil flytte en del rundt med springerne) mod Finn Hesselberg, hvor jeg efterfølgende måtte sande, at jeg ikke fandt de rigtige felter/ruter. Så her var mine springere lidt mere besværlige at håndtere.
Partiet endte remis, men i praktisk spil kunne det sagtens være gået begge veje, og jeg tror, vi blev enige om bagefter, at sort burde have spillet videre.
En væsentlig faktor i min gevinst over Kristian Siegler var, at Kristian mistede tempi med sine springere: Sb1-a3-b5-a3-b1 (Ud og hjem igen) og Sg1-f3-d2-b3-d4 og ikke det direkte Sg1-f3-d4.
Da jeg forlod spillelokalet i mandags, var Holger Henninger ved at vinde med T+S mod T+T over Ulrich Kjær, og i partiet Izet Salihu - Kaspar Dreiberg havde springerne også været livlige. En af dem kunne have afgjort partiet.
Det følgende er frit fra hukommelsen, men jeg er næsten sikker på, at stillingen er rigtig.
Som man kan se, har hvid flyttet noget rundt med sine springere: Sg1-f3-d4-b3, og Sb1 har været på c3, men er hoppet tilbage igen. Sort har været mere mådeholden: Sg8-f6 og Sb8-d7-e5.
Der er mange trusler at holde øje med i stillingen. Da5 er jo truet lige nu, Lxb4 truer f8, sort kan true d3 med Td8 eller Dd5 osv. Men uanset mulige og umulige komplikationer er stillingen vel nærmest lige. Sort kan spille Db6 her, og en evt. fordel til en af siderne vil være minimal.
Der er naturligvis masser af spil stadigvæk, men taget i betragtning, at Kaspar har sort og er ratingmæssig underdog, er en remis vel ikke at foragte. Det smukke i stillingen her: Sort trækker og fremtvinger evig skak - hvordan?
Jeg har altid syntes, at kombinationer med evig skak faktisk er smukkere og oftest meget mere overraskende end matkombinationer.
De tomme linjer angiver tænkepauser. Nedenfor er løsningen.
1. -, Sf3+! Den SKAL slås, ellers følger Dh5 med snarlig mat. 2. gxf3, Dh5 3. Sd4 Den skal til f4 for at dække mattruslen på g2. Der er altså ikke tid til at slå Lb4. 3. -, Lh3 4. Se2, Dxf3 5. Sf4, Dg4+ 6. Kh1, Df3 og evig skak.
Det er den lige vej. Efter 3. Te1 (giver plads til Lf1) er varianterne lange og komplikationerne mange i en vild stilling, men sorts angreb er uimodståeligt. For eksempel: 3. -, Ld6 4. f4, Sg4 5. Lc3, Dxh2+ 6. Kf1, Te8 7. Ld4, Lxf4 med et hav af trusselsscenarier. Min udgave af Houdini angiver skægt nok det prosaiske b6 med truslen c5 som det bedste: +4,61 til sort.
