fredag den 6. juni 2014

En kort og en lang ... rokade

RM er veloverstået med Jens Ove Fries Nielsen, Viborg, som ny Randers-mester. Se mere her og der

Det blev en blandet fornøjelse for mig personligt at spille RM 2014. Da en spiller trak sig fra øverste gruppe kort inden start, blev jeg rykket op i Mestergruppen med udsigt til store klø.

Forhåbningerne (1.05 i forventet) var at score 1-1½, hvilket jeg også kunne have gjort, så det ... som så ofte i skak, kan man kun klandre sig selv for dårlige resultater.

Det positive er, at jeg faktisk spillede et par interessante partier og lejlighedsvis god skak. For eksempel i 2. runde mod Oluf Øe, som jeg havde helt nede i sækken. Jeg skal ikke kunne sige præcist, hvad der gik galt, men jeg missede både den sikre gevinst og den sikre remis - for endelig at sikre Oluf det hele point.

Her er sidste rundes parti mod JOF. Jeg havde 'advaret' om, at jeg godt kunne finde på at spille Næsehornsvarianten, men nej: det ville næsten være for corny :)

onsdag den 21. maj 2014

Sommerpause for skoleskakspillerne

Skoleskakken holder sommerpause, og vi kan ønske Morten Iversen tillykke med både konfirmation og dobbelt turneringssejr i skoleskakregi. Først på året med 6/7, siden med 8/8.

Sammen med Ashvikan og Arosan Sivabalaa deltager han i RM 2014 og har indtil videre 2/3 mulige, mens Arosan har 3/3 - heriblandt en sejr over netop Morten Iversen.

Gabriel og Morten er tilmeldt Skaklejr 2014, så god tur til dem!
http://skaklejr.dk/lejr2014/deltagere?sort=club&dir=asc#content

Næste sæson begynder 12. august.

Pizzaskak med Gabriel, Arosan, Ashmita, Theodor, Toke og Victor.
Theo tegner og fortæller ... hvilket indtil nu har været Gabis 'rolle' ;)

onsdag den 26. marts 2014

nyt fra Rokaden Skoleskak

Der er grøde i Rokaden Skoleskak i en grad, så denne juniortræner næsten ikke kan få armene ned.

nogle af de nye:
Theodor Jensen, 7, der er begyndt i år, er - udover at være en skøn knægt - et supertalent med et usædvanligt øje for direkte og skarpt spil. Således stod han i tirsdags klart bedst mod Gabriel Larsen, der trods alt har et par skak-år på bagen. Theo havde D for S + L, men i Gabriels tidnød forivrer han sig, og det 'lykkes' ham at gå mat mod et par tårne og en løber.

Ærgerligt, da det havde været en pæn skalp at få, men high five til Gabriel for at bevare roen selv i tidnød: erfaringens overblik vs. ungdommens mangel på tålmod :o) Men lad mig lige gentage:
Theodor lærte sig selv at spille på en iPad sidste efterår og fik siden et skakspil i julegave. Deltog i sin første turnering for et par uger siden: nr. 6 af 20 - og nu går det stærkt!

Morten Iversen, 14, begyndte i efteråret. Han er selvlært nørd, ser skak på YouTube, læser skakbøger (!) og øver sig i at memorere decimaler af Pi (han klarer flere end 25). I dette halvår har han vundet den første klubturnering med kun et nederlag og kan altså kalde sig forsvarende klubmester i Rokaden Skoleskak. Det skal gå meget galt, hvis ikke han gentager bedriften i den sidste turnering.

De ældre medlemmer af Rokaden vil ved lejlighed få ham at se som foredragsholder i klubben, når han vil gennemgå diverse skønhedspartier, som han har gjort det nogle gange for sine skoleskak-kolleger. De er meget lydhøre, når han - under supervision - står ved demonstrationsbrættet og gennemgår, hvordan en ung Bobby Fischer eller Judith Polgar kvaser deres modstandere (partiet er nedskrevet; sidevarianterne har han i hovedet).

A. Sivabalaa, 5, er det yngste skud på Sivabalaa-stammen, der altså også omfatter Ashvikan og Arosan. Hun går til den med charmerende glæde og nyder ganske fortjent særlig opmærksomhed fra drengene. Således agerede Theodor coach for hende sidst; det var bestemt en YouTube-video værdigt.

Hendes storebrødre mener, at hun er lidt hyperaktiv, hvilket siger en hel del, når det kommer fra dem. Ja, hun kan nok have svært ved at sidde stille længe af gangen, men jeg vil dog mene, at hun indtil videre alligevel er mere lydhør, end de selv var for et par år siden :o)

de gamle:
Det har gjort godt, at de drenge Ashvikan, Arosan og Gabriel er blevet ældre. De er meget bedre til at koncentrere sig nu: betænkningstiden er 20-25 minutter pr. spiller, og det virker ret fint. Selvfølgelig kan støjniveauet være lidt højt i sekvenser, men generelt er de meget mere fokuserede end tidligere. Igen må vi glæde os over et medlem som Morten: de ser utvivlsomt op til ham, hvilket øger deres motivation for at gøre det så godt som muligt.

Ikke alle er nævnt her, men det skal ikke misforstås. Helt overordnet set har vi en virkelig god gruppe for tiden. De har det fint sammen rent socialt også, så der er altid god positiv stemning i Rokadens lokaler tirsdag eftermiddage. Det er en fornøjelse, skal jeg hilse at sige!

Se også: http://skakogmat.blogspot.dk/2013/12/hab-for-fremtiden.html

Lad os se et parti mellem Morten Iversen og Arosan Sivabalaa. Sidstnævnte var måske den stærkeste i klubben for noget tid siden, men ser ud til at blive overhalet af sin storebror nu - og Hr. Iversen. Det er naturligvis ikke noget fejlfrit parti, men jeg er dog lidt imponeret af, at der er valid planlægning bag de fleste træk. Afslutningen er meget nydelig!

mandag den 17. marts 2014

skak.dk: Muligheder og begrænsninger

Kære DSU og Tom Skovgaard

I den sidste måneds tid har der været nogen debat på Facebook angående blandt andet DSU's hjemmeside, skak.dk.

Foranlediget af et spørgsmål fra undertegnede om en online-udgave af Skakbladet - gerne i artikelform med visning af partier og mulighed for download - blev det hurtigt til en generel diskussion af DSU's gøren og laden i almindelighed.

Mit fokus er primært skak.dk's muligheder og måske især begrænsninger med det eksisterende design. Min anke er, at selvom designet blot er et par år gammelt, kunne det sagtens have en ti år på bagen. Fire spalter; mange kasser; nyhedsvisningen; lidt besværlig navigation (små knapper + dropdowns) med mere.

Sitet halter meget i forhold til tablets og smartphones, hvilket er kritisk, når man har udviklingen på det område in mente. Ikke kun i den yngre del af befolkningen, som vi så gerne vil have fat i, men efterhånden også i den ældre; tablets er på mange måder meget mere brugervenlige end alm. computere, og så må man huske at tilpasse hjemmesiderne derefter.

Jeg har haft en god bekendt (og skakspiller), der har nogen erfaring i multimedier og design af hjemmesider, til at se lidt på sagen, og han siger følgende - jeg kan ikke sige det bedre:

Generelt synes jeg jo det er et meget rodet site, med alt for mange bokse i alt for mange spalter med alt for lidt luft. Selve indholdet (nyheder/artiklerne) bliver klemt ufatteligt meget af alle de andre bokse på forsiden. Margener er der ikke mange af.
Derudover er der ekstremt mange links/menupunkter/information på hele sitet, men det kan jo være svært at lave om på. Men man kunne dog tilføje ”breadcrumbs”, så man øverst på sitet hele tiden kan se stien fra ”Home” til det niveau man har klikket sig hen til.
Når der nu er så meget information, så fungerer det jo egentligt meget godt med dropdown-menuer, og dem kan man selvfølgelig altid lave mere eller mindre sexet. Man kan diskutere hvor godt det fungerer mht. brugervenlighed i forhold til tablets og smartphones, hvor man jo ikke kan ”føre musen henover”. Men i dette tilfælde synes jeg egentligt at det fungerer okay, også på tablet.
Dog er sitet ikke responsive, så det tilpasser sig ikke efter skærmstørrelsen, og det er især et problem når man sidder på smartphones eller små tablets. Desuden er der lige nu et problem når man vender sin tablet/smartphone, så tilpasser indholdet sig forkert (men det er en programmeringsfejl).
Generelt er det heller ikke særligt brugervenligt ikke at gøre opmærksom på at et link/knap åbner i et nyt vindue, og dsu.dk har rigtig mange links der åbner i et nyt browser-vindue!
Til sidst synes jeg det er lidt mærkeligt at lave en site-ramme med skygge og det hele, når man så ikke samtidig laver en baggrund. Sitet er hvidt og baggrunden er hvid. Fjernede man site-rammen, ville det allerede hjælpe lidt på den manglende luft. Men det er også fint at beholde rammen, hvis man laver margenerne lidt større og giver det hele mere luft og tilføjer en baggrundsfarve/billede/illustration/tekstur.
Og så måske et nyt logo


Desuden  vil jeg fremhæve disse kommentarer fra omtalte debat på Facebook:

Lene Wul: vi er ikke historieløst samfund - eller bliver det fordi, det er blevet digitalt. Platformen er blot anderledes. Faktisk foregår meget historiefortælling i dag et helt andet sted end på de traditionelle steder - mere dynamisk og mere hybridt. Papir har sine kvaliteter, men det digitale har også nogle kvaliteter. Vil DSU være på forkant og med i fremtiden skal man kunne agere på begge platforme - og tilbyde service og tilbud til en brugerskare, som har forskellige behov og ønsker!

Sune Berg Hansen: Politisk skal man skifte fokus fra at lave turneringer for en uddøende race til at servicere fremtidens supercoole spil...skak!

Bjarne Petersen:  I erkendelse af den økonomiske situation for unionen, og at de ledende organer (HK-bestyrelser, HB og FU) bruger det meste af deres tid og energi på sagsbehandling (sekretariatsarbejde iflg. Poul Jacobsen) foreslås det så hurtigt som muligt at nedlægge Skakbladet i sin nuværende form, at etablere en endnu bedre online nyhedsformidling og at overføre de frigivne midler til etablering af et sekretariat, så de politiske organer kan beskæftige sig skakpolitiske tiltag i stedet.

Hele tråden kan ses på http://skakogmat.blogspot.dk/2014/02/platform-eller-plat-form.html


Se også i Chess House gruppen (24. februar - Jan Han Il Nam: Hej alle!) For eksempel:

Michael Jensen: Layout, og funktionalitet kunne være bedre - formatet egner sig især ikke til smartfone + deres live fra kampe er rimelig dårligt understøttet på begge dele - føler mig hensat til et andet århundrede, hver gang jeg følger en kamp via mobillinket

Thomas Schou-Moldt: Man kan jo altid diskutere design, og sætter man 5 personer i et lokale og beder om deres mening om hvad der er flot design, så får man sikkert 5 meninger. Derfor kan man jo godt indtage en holdning om både design og funktionalitet. Ligner skak.dk en state-of-the-art hjemmeside anno 2014? Nej, det gør den helt sikkert ikke! Skal den gøre det? Ikke nødvendigvis! Det kommer jo an på hvad man vil signalere, hvilken målgruppe man vil ramme, osv. Personlig synes jeg det største problem er, at den kun er rigtig brugbar fra en pc, da flere og flere jo efterhånden bruger andre "devices" til at gå på nettet med. Man kan godt finde hvad man leder efter, der er jo en søgefunktion der virker fint, og det er ihvertfald vigtigt for mig.


Mit indlæg her skal ses som et velment vink med en vognstang om først og fremmest at:

tilpasse siden til dynamisk visning
gøre siden mere overskuelig og navigationen lettere

mere luft - færre spalter: max. tre; helst kun to efter min mening
lav undersider og temasider for at undgå de mange rullemenuer


Håber indlægget/dette åbne brev bliver læst, som det er hensigten: som en kommentar til og bekymring for skak.dk's design og brugervenlighed.

Mit afsæt er interesse og engagement; jeg mener, det kan og skal gøres bedre. Hvad der bliver sagt i debatfora kan til tider være lidt skarpt formuleret, selvom jeg naturligvis står ved, hvad jeg selv har skrevet - kan dog ikke tage ansvaret for, hvad andre har udtalt.

Mulighederne er tilstede, hvis man ikke lader sig begrænse.