Arrangementet var lidt længe om at komme igang, og vi blev da også godt to timer forsinket i forhold til tidsplanen. Det er kun gisninger, men man kan forestille sig, at fredagens lynskak (ÅM i Lynskak) havde sat sig i kroppen og måske i hovedet på nogle af de turneringsansvarlige.
Jeg spillede en virkelig god turnering, selvom mit nederlag i 3. runde mod den helt unge Johan Hardlei (1290) var lidt stygt, men jeg blev snydt lidt i åbningen, og efter nogle afbytninger glemmer jeg en udækket officer og opgiver kort efter.
Undervejs blev det til 1½ mod to +2000 folk og to pligtgevinster mod jævnbyrdige. Tiden er jo en markant faktor i hurtigskak, og jeg skal gerne indrømme, at jeg havde heldet med mig de fleste gange, hvad Frk. Klokken angår.
Før sidste runde var jeg næsten sikker på 1. pladsen i Gruppe 3, og det var godt, for jeg fik store klø i mindre end tyve træk af Janus Christensen (2145). Lodtrækningen, min remis i 1., og mit nederlag i 3. gjorde ellers, at jeg undgik de helt store kanoner.
Egentlig var jeg klar til at tage hjem allerede efter 1. runde, da jeg havde haft muligheden for at slå Klaus Berg (2369). Jeg måtte 'nøjes' med en remis, men det er ikke desto mindre et af mine bedste resultater nogensinde.
Vi kommer ind i partiet efter træk 28, hvor begge spillere har få minutter tilbage. Sort har lavet nogle småfejl, hvorfor hans kongestilling er noget udsat, men ved korrekt spil bør han være bedst. Jeg trækker fuskerkortet i den gensidige tidnød, men glemmer at stryge puljen på rette tidspunkt.
29. Sf5(!), Dxf5!? Lidt af et sats for efter 29. .. Txd1 30. Se7+, Kf8 31. Dxd1, Dd7 får hvid det rigtig svært med sine dårlige bønder på kongefløjen. 30. Txd8+, Kh7 31. Dc4, Sfe6!? Nu svinger fordelen over til hvid. Dxf6 med lige spil er naturligvis det bedste. 32. Ta8, Dxf6 33. b4!? Ikke dårligt, men 33. Dg4! havde vundet partiet, hvis det havde været koordineret. Sort er tvunget til at bytte dronninger i en ufordelagtig stilling. 33. .. Dg5 34. Dxg5, hxg5 35. Txa5 33. .. axb4 34. cxb4, Sa6!? 35. Dd3+? Både Dg4 og Ta7 vinder. 35. .. Kg7 36. Dd7? Så forsvandt fordelen helt, da der nu er mindst evigskak. 36. .. Dg5 37. De8 37. Dd1, Sf4 38. Df3, Sxb4 med mindst lige spil. 37. .. Dc1+ =
Ingen kommentarer:
Send en kommentar