I realiteten har vi vel ventet på dette opgør, siden Carlsen blev stormester i skak som 13-årig. Kæmpetalent og målrettet træning har gjort ham til verdensetter med så stort et forspring, at han faktisk kan holde turneringsfri nogle år og stadig være øverst på verdensskakforbundet FIDE's ratingliste.
Meget kunne tale for at lade titlen som verdens bedste skakspiller tilfalde den, der topper ratinglisten eller den, der har klaret sig bedst i årets største turneringer. Eventuelt en vægtet kombination af de to. Så er Magnus Carlsen VM allerede, da han har deltaget i årets fire største turneringer med to 1. pladser og to 2. pladser som resultat.
Men med sådant et system skulle vi undvære forventningerne, rygterne, mystikken og den virak, der altid følger med VM-matcherne i større eller mindre grad.
Årsagen til al ståhejen denne gang er naturligvis, at Magnus Carlsen er den første vestlige udfordrer til titlen siden Bobby Fischer (US) i 1972. Dengang var det Øst/Vest i bedste koldkrigsforstand, da den siddende verdensmester hed Boris Spasskij (USSR). I dag er det Vesten vs. Asien, og man behøver vel ikke den store kugleramme for at regne ud, hvor verdensherredømmet skal placeres i fremtiden.
Verdensmester Viswanathan Anand er ikke alene en af nyere tids største skakspillere, men også en utrolig sympatisk ambassadør for skak på verdensplan. Ikke mindst på grund af ham har der været en utrolig opblomstring af skak i Asien i lande som Indien, Kina og Filippinerne.
Vishy Anand har fordel af hjemmebane og ikke mindst: solid erfaring i matchspil, der er helt væsensforskellig fra turneringsspil. Så selvom Magnus Carlsen er ubestridt verdensetter, er det vanskeligt at forudsige resultatet, da det er første gang, Carlsen spiller en match af denne type.
Der spilles bedst af 12 - derefter Hurtigskak, Lynskak og Sudden Death. Hele reglementet kan ses her
Min vurdering er, at meget afhænger af, hvem der kommer bedst fra start. Hvis Carlsen får et forspring i begyndelsen af matchen, bliver det meget svært for Anand at hente, da Carlsen er så bundsolid. Men hvis Anand kan holde matchen uafgjort til midtvejs eller eventuelt vinde en enkelt kamp, bliver det måske svært for Carlsen, der ved tidligere lejligheder har vist tegn på mental træthed over tid.
Det logiske og mest 'retfærdige' resultat vil nu være en sejr til Carlsen, så verdensetteren også helt officielt kan lade sig hylde som en sådan.
Matchen begynder lørdag 9. november og kan følges på nettet og på norsk tv, der sender hele matchen live (!).
http://www.nrk.no/sport/nrk-viser-carlsens-vm-kamp-1.11332150
http://chennai2013.fide.com/
https://twitter.com/FWCM2013
http://www.youtube.com/aicfofficial
Ingen kommentarer:
Send en kommentar