onsdag den 26. marts 2014

nyt fra Rokaden Skoleskak

Der er grøde i Rokaden Skoleskak i en grad, så denne juniortræner næsten ikke kan få armene ned.

nogle af de nye:
Theodor Jensen, 7, der er begyndt i år, er - udover at være en skøn knægt - et supertalent med et usædvanligt øje for direkte og skarpt spil. Således stod han i tirsdags klart bedst mod Gabriel Larsen, der trods alt har et par skak-år på bagen. Theo havde D for S + L, men i Gabriels tidnød forivrer han sig, og det 'lykkes' ham at gå mat mod et par tårne og en løber.

Ærgerligt, da det havde været en pæn skalp at få, men high five til Gabriel for at bevare roen selv i tidnød: erfaringens overblik vs. ungdommens mangel på tålmod :o) Men lad mig lige gentage:
Theodor lærte sig selv at spille på en iPad sidste efterår og fik siden et skakspil i julegave. Deltog i sin første turnering for et par uger siden: nr. 6 af 20 - og nu går det stærkt!

Morten Iversen, 14, begyndte i efteråret. Han er selvlært nørd, ser skak på YouTube, læser skakbøger (!) og øver sig i at memorere decimaler af Pi (han klarer flere end 25). I dette halvår har han vundet den første klubturnering med kun et nederlag og kan altså kalde sig forsvarende klubmester i Rokaden Skoleskak. Det skal gå meget galt, hvis ikke han gentager bedriften i den sidste turnering.

De ældre medlemmer af Rokaden vil ved lejlighed få ham at se som foredragsholder i klubben, når han vil gennemgå diverse skønhedspartier, som han har gjort det nogle gange for sine skoleskak-kolleger. De er meget lydhøre, når han - under supervision - står ved demonstrationsbrættet og gennemgår, hvordan en ung Bobby Fischer eller Judith Polgar kvaser deres modstandere (partiet er nedskrevet; sidevarianterne har han i hovedet).

A. Sivabalaa, 5, er det yngste skud på Sivabalaa-stammen, der altså også omfatter Ashvikan og Arosan. Hun går til den med charmerende glæde og nyder ganske fortjent særlig opmærksomhed fra drengene. Således agerede Theodor coach for hende sidst; det var bestemt en YouTube-video værdigt.

Hendes storebrødre mener, at hun er lidt hyperaktiv, hvilket siger en hel del, når det kommer fra dem. Ja, hun kan nok have svært ved at sidde stille længe af gangen, men jeg vil dog mene, at hun indtil videre alligevel er mere lydhør, end de selv var for et par år siden :o)

de gamle:
Det har gjort godt, at de drenge Ashvikan, Arosan og Gabriel er blevet ældre. De er meget bedre til at koncentrere sig nu: betænkningstiden er 20-25 minutter pr. spiller, og det virker ret fint. Selvfølgelig kan støjniveauet være lidt højt i sekvenser, men generelt er de meget mere fokuserede end tidligere. Igen må vi glæde os over et medlem som Morten: de ser utvivlsomt op til ham, hvilket øger deres motivation for at gøre det så godt som muligt.

Ikke alle er nævnt her, men det skal ikke misforstås. Helt overordnet set har vi en virkelig god gruppe for tiden. De har det fint sammen rent socialt også, så der er altid god positiv stemning i Rokadens lokaler tirsdag eftermiddage. Det er en fornøjelse, skal jeg hilse at sige!

Se også: http://skakogmat.blogspot.dk/2013/12/hab-for-fremtiden.html

Lad os se et parti mellem Morten Iversen og Arosan Sivabalaa. Sidstnævnte var måske den stærkeste i klubben for noget tid siden, men ser ud til at blive overhalet af sin storebror nu - og Hr. Iversen. Det er naturligvis ikke noget fejlfrit parti, men jeg er dog lidt imponeret af, at der er valid planlægning bag de fleste træk. Afslutningen er meget nydelig!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar