I den sidste måneds tid har der været nogen debat på Facebook angående blandt andet DSU's hjemmeside, skak.dk.
Foranlediget af et spørgsmål fra undertegnede om en online-udgave af Skakbladet - gerne i artikelform med visning af partier og mulighed for download - blev det hurtigt til en generel diskussion af DSU's gøren og laden i almindelighed.
Mit fokus er primært skak.dk's muligheder og måske især begrænsninger med det eksisterende design. Min anke er, at selvom designet blot er et par år gammelt, kunne det sagtens have en ti år på bagen. Fire spalter; mange kasser; nyhedsvisningen; lidt besværlig navigation (små knapper + dropdowns) med mere.
Sitet halter meget i forhold til tablets og smartphones, hvilket er kritisk, når man har udviklingen på det område in mente. Ikke kun i den yngre del af befolkningen, som vi så gerne vil have fat i, men efterhånden også i den ældre; tablets er på mange måder meget mere brugervenlige end alm. computere, og så må man huske at tilpasse hjemmesiderne derefter.
Jeg har haft en god bekendt (og skakspiller), der har nogen erfaring i multimedier og design af hjemmesider, til at se lidt på sagen, og han siger følgende - jeg kan ikke sige det bedre:
Generelt synes jeg jo det er et meget rodet site, med alt for mange bokse i alt for mange spalter med alt for lidt luft. Selve indholdet (nyheder/artiklerne) bliver klemt ufatteligt meget af alle de andre bokse på forsiden. Margener er der ikke mange af.
Derudover er der ekstremt mange links/menupunkter/information på hele sitet, men det kan jo være svært at lave om på. Men man kunne dog tilføje ”breadcrumbs”, så man øverst på sitet hele tiden kan se stien fra ”Home” til det niveau man har klikket sig hen til.
Når der nu er så meget information, så fungerer det jo egentligt meget godt med dropdown-menuer, og dem kan man selvfølgelig altid lave mere eller mindre sexet. Man kan diskutere hvor godt det fungerer mht. brugervenlighed i forhold til tablets og smartphones, hvor man jo ikke kan ”føre musen henover”. Men i dette tilfælde synes jeg egentligt at det fungerer okay, også på tablet.
Dog er sitet ikke responsive, så det tilpasser sig ikke efter skærmstørrelsen, og det er især et problem når man sidder på smartphones eller små tablets. Desuden er der lige nu et problem når man vender sin tablet/smartphone, så tilpasser indholdet sig forkert (men det er en programmeringsfejl).
Generelt er det heller ikke særligt brugervenligt ikke at gøre opmærksom på at et link/knap åbner i et nyt vindue, og dsu.dk har rigtig mange links der åbner i et nyt browser-vindue!
Til sidst synes jeg det er lidt mærkeligt at lave en site-ramme med skygge og det hele, når man så ikke samtidig laver en baggrund. Sitet er hvidt og baggrunden er hvid. Fjernede man site-rammen, ville det allerede hjælpe lidt på den manglende luft. Men det er også fint at beholde rammen, hvis man laver margenerne lidt større og giver det hele mere luft og tilføjer en baggrundsfarve/billede/illustration/tekstur.
Og så måske et nyt logo
Desuden vil jeg fremhæve disse kommentarer fra omtalte debat på Facebook:
Lene Wul: vi er ikke historieløst samfund - eller bliver det fordi, det er blevet digitalt. Platformen er blot anderledes. Faktisk foregår meget historiefortælling i dag et helt andet sted end på de traditionelle steder - mere dynamisk og mere hybridt. Papir har sine kvaliteter, men det digitale har også nogle kvaliteter. Vil DSU være på forkant og med i fremtiden skal man kunne agere på begge platforme - og tilbyde service og tilbud til en brugerskare, som har forskellige behov og ønsker!
Sune Berg Hansen: Politisk skal man skifte fokus fra at lave turneringer for en uddøende race til at servicere fremtidens supercoole spil...skak!
Bjarne Petersen: I erkendelse af den økonomiske situation for unionen, og at de ledende organer (HK-bestyrelser, HB og FU) bruger det meste af deres tid og energi på sagsbehandling (sekretariatsarbejde iflg. Poul Jacobsen) foreslås det så hurtigt som muligt at nedlægge Skakbladet i sin nuværende form, at etablere en endnu bedre online nyhedsformidling og at overføre de frigivne midler til etablering af et sekretariat, så de politiske organer kan beskæftige sig skakpolitiske tiltag i stedet.
Hele tråden kan ses på http://skakogmat.blogspot.dk/2014/02/platform-eller-plat-form.html
Se også i Chess House gruppen (24. februar - Jan Han Il Nam: Hej alle!) For eksempel:
Michael Jensen: Layout, og funktionalitet kunne være bedre - formatet egner sig især ikke til smartfone + deres live fra kampe er rimelig dårligt understøttet på begge dele - føler mig hensat til et andet århundrede, hver gang jeg følger en kamp via mobillinket
Thomas Schou-Moldt: Man kan jo altid diskutere design, og sætter man 5 personer i et lokale og beder om deres mening om hvad der er flot design, så får man sikkert 5 meninger. Derfor kan man jo godt indtage en holdning om både design og funktionalitet. Ligner skak.dk en state-of-the-art hjemmeside anno 2014? Nej, det gør den helt sikkert ikke! Skal den gøre det? Ikke nødvendigvis! Det kommer jo an på hvad man vil signalere, hvilken målgruppe man vil ramme, osv. Personlig synes jeg det største problem er, at den kun er rigtig brugbar fra en pc, da flere og flere jo efterhånden bruger andre "devices" til at gå på nettet med. Man kan godt finde hvad man leder efter, der er jo en søgefunktion der virker fint, og det er ihvertfald vigtigt for mig.
Mit indlæg her skal ses som et velment vink med en vognstang om først og fremmest at:
tilpasse siden til dynamisk visning
gøre siden mere overskuelig og navigationen lettere
mere luft - færre spalter: max. tre; helst kun to efter min mening
lav undersider og temasider for at undgå de mange rullemenuer
Håber indlægget/dette åbne brev bliver læst, som det er hensigten: som en kommentar til og bekymring for skak.dk's design og brugervenlighed.
Mit afsæt er interesse og engagement; jeg mener, det kan og skal gøres bedre. Hvad der bliver sagt i debatfora kan til tider være lidt skarpt formuleret, selvom jeg naturligvis står ved, hvad jeg selv har skrevet - kan dog ikke tage ansvaret for, hvad andre har udtalt.
Mulighederne er tilstede, hvis man ikke lader sig begrænse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar